top of page
Til kommunen
Faglige målsætninger
På Piberhus ønsker vi at gøre børnene klar til at være en del af det samfund, der omgiver dem. Vi sørger for at indsatsen i forhold til barnet bliver koordineret med alle implicerede parter, herunder familien, forvaltningen, skolen og øvrige berøringsflader. Vores faglige målsætning er;
-
At skabe kontinuitet, trygge og forudsigelige rammer på opholdsstedet.
-
At opnå stabilitet i barnets/den unges relationer til voksne, forældre og andre unge på og uden for opholdsstedet.
-
At skabe basis for at barnet/den unge kan orientere sig på ny og gøre nye tiltag i deres liv.
-
At støtte de unge i forhold til de ønsker og drømme de har for deres liv.
-
At skabe den fornødne tryghed for barnet/den unge, så han/hun kan og tør at afprøve nye tiltag og gøre deres egne erfaringer i forhold til ønsker og drømme.
I målsætningen er Opholdsstedet Piberhus opmærksom på at leve op til servicelovens formål om at give særlig støtte til børn og unge ved at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge. Så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, udfoldelse og sundhed som deres jævnaldrende (serviceloven §52, stk. 3).
Mål og udvikling
Vi fastsætter mål for den enkelte ud fra den unges handleplan allerede ved indskrivning. Efterhånden som vi lærer den unge bedre at kende, rettes målene til og der laves delmål, for at sikre, at disse er opnåelige. Vores arbejde omkring den enkeltes udvikling synliggøres i vores udviklingsplaner, hvor det beskrives hvordan vi arbejder med hvert enkelt mål og vejen hertil. Ud fra hvert enkelt barn vurderer vi, i hvor stor en grad og hvordan, vi kan give den unge størst mulig indflydelse på eget liv med afsæt i den nærmeste udviklingszone.
Dokumentation
Der udfærdiges statusrapporter to gange årligt, som gennemgås med den unge inden den drøftes med forældre og den anbringende kommune. Udviklingsplaner udarbejdes løbende i samarbejde med den unge, og ligger til grund for de individuelle pædagogiske planer. Der lægges vægt på at der er en rød tråd mellem samarbejdet med forældre, handleplanen fra kommunen og udviklingsarbejdet med den unge.
bottom of page